Om hundrede aar er alting glemt - Lumsk

Jeg driver iaften og t忙nker og strider,
jeg synes jeg er som en kantret Baad,
og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider
saa ser jeg mig ingen Raad.
Men hvi skal jeg v忙re s氓 haardt beklemt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
Da hopper jeg heller og synger en Vise
og holder mit Liv for en skj酶n Roman.
Jeg 忙ter ved Gud som en fuldvoksen Rise
og drikker som bare Fan.
Men hvi skal jeg fare med al den Skj忙mt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
Saa stanser jeg virkelig heller Striden
og ganger tilsj酶s med min pinte Sj忙l.
Der finder nok Verden mig engang siden
saa bitterlig druknet ihj忙l.
Men hvi skal jeg ende saa altfor slemt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
A nei, det er bedre at rusle og leve,
og skrive en Bog til hver kommende Jul.
og stige tilslut til en Versets Greve
og d酶 som Romanens Mogul.
Da er der blot dette som gj酶r mig forstemt:
Om hundrede Aar er alting glemt.